Bliv partner

Bliv en del af galleriet

Dark Gallery CPH er et kunstner-drevet udstillingssted. Vi er for tiden 6 helpartnere og 14 rookiepartnere.

Vi søger lige nu 1 ny helpartner og 2 rookiepartnere.

På denne side kan du læse om begge vores forskellige partnerprogrammer – som helpartner og rookiepartner.

Læs mere om vores team på “About” siden.

Kontakt os, hvis du er interesseret i at blive en del af vores kuntnerdrevne foto- film og lydkunstgalleri.

dark@darkgallery.dk

 

Bliv Helpartner

Som helpartner i vores galleri har du mulighed for at udstille, kuratere og afholde events i galleriet.

Du kan blive helpartner uanset din kunstneriske og kunstfaglige baggrund, også hvis du primært er kurator.

Hvert år har du mindst én soloudstilling i hele galleriet. Du kan vælge mellem at have 1 x 3-ugers eller 2 x 2-ugers udstillingsperioder. Du deltager desuden i vores 4-uger lange officielle Copenhagen Photo Festival periode.

Du har desuden mulighed for at deltage i vores udvekslingsprogrammer med andre gallerier i Europa. Du kan afholde workshops og deltage i gruppeudstillinger. Du får støtte til kunststøtteansøgninger og PR-arbejde.

Galleriet bemandes af frivillige. Du står selv for koordinering og planlægningen af den frivillige bemanding af dine egne udstillinger.

Dit månedlige bidrag er kr. 1200,00. Har du et CVR, så er udgifterne fuldt fradragsberettiget. Der er 3 måneders depositum samt 200 kr i depositum for nøgler til galleriet. Der er ingen moms på depositum.

Fordele:

  • Årlige soloudstillinger & kuratoriske projekter: Hvert år kan du sætte spot på enten din egen fotokunst eller kuratoriske projekter. Du får hele galleriet til rådighed og kan vælg mellem enten 1 x 3-ugers udstillingsperiode eller 2 x 2-ugers perioder.
  • Deltagelse i Copenhagen Photo Festival & andre festivaler: Udstil og/eller kuratér som en del af vores årlige 4-uger lange Copenhagen Photo Festival-program. Du kan også tilmelde dine løbende projekter til andre kultur- og kunstfestivaler.
  • Galleriudveksling: Vores udvekslingsprogram tilbyder mulighed for at udstille hos partnergallerier i Europa.
  • Gruppeudstillinger & pop-ups: Tag del i gruppeudstillinger, pop-ups og mindre projekter året rundt.
  • Open Calls: Vi sætter evt. fokus på at udvikle dit netværk gennem open calls.
  • Fuld kunstnerisk frihed: Du bestemmer selv alt omkring dine udstillinger og har mulighed for at eksperimentere med udstillingsformer og koncepter. Vi har fuld kunstnerisk tillid til hinanden.
  • Behold din indtjening fra salg: Du beholder 100 % af omsætningen fra salg af dine værker. Du aftaler salg direkte med dine kunder.
  • Fototryk og mørkekammer til rabatpris: Alle partnere har mulighed for at få kvalitetstryk samt adgang til mørkekammer til rabatpris hos vores samarbejdspartnere.
  • Workshops: Du kan afholde workshops på galleriet i emner relateret til foto-, film- og lydkunst. Dit billetsalg boostes gennem galleriets sociale medier. Du betaler alle udgifter i forbindelse med dine workshops.  10% af overskuddet fra dine workshops tilfalder galleriet. Det kræver CVR og erhvervsforsikring at afholde workshops på galleriet.
  • Fællesskab og samarbejde: Du bliver en del af et dynamisk kunstnerisk miljø.

Forpligtelser:

  • Koordinere bemanding: Du står selv for koordinering af bemandingen af galleriet i forbindelse med dine egne udstillinger og events i samarbejde med vores rookies og koordinator. Vores frivillige hjælpere står til rådighed, men vi anbefaler, at du selv er tilstede i din udstillingsperiode, så ofte du har mulighed for det, så du kan udvikle dit netværk og øge dit salg.
  • Kvartalsmøder: Helpartnere afholder koordineringsmøder hver 3. måned, hvor de drøfter strategi og fælles projekter. Møderne afholdes som hybridmøder, hvor man kan deltage online eller mødes i galleriet.
  • Månedsbidrag: kr. 1200 om måneden, hvilket er fuldt fradragsberettiget, hvis du har et CVR. Første måneds leje betales ved tilmelding.
  • Depositum: Et depositum svarende til 3 måneders betaling er påkrævet ved tilmelding. Der er 3 måneders opsigelse. Dertil er der et depositum på kr. 200 for nøgler til galleriet. Der er ikke moms på depositum.

 

 

Bliv Rookiepartner

Vores Rookie Partner-program giver dig mulighed for at udvikle din kunstneriske praksis, få udstillingserfaring og blive en del af et aktivt gallerifællesskab.

Som rookie kan du deltage i gruppeudstillinger både med udgangspunkt i egne projekter og som led i andre udstillinger. Galleriets udstillinger samler ofte rookies, helpartnere og inviterede eksterne kunstnere, så du får mulighed for at udstille side om side med mere etablerede navne.

Du modtager mentorship i form af bl.a. workshops og portfolio reviews.

Du kan desuden afholde og deltage i pop-ups, workshops og events. Vi tilbyder sparring og støtte til projektudvikling, fondsansøgninger og PR.

Sådan fungerer det

Dit månedlige bidrag er 200 kr. Har du et CVR-nummer, er bidraget fuldt fradragsberettiget.

Ved at bidrage med frivillige timer i galleriet – typisk gennem bemanding eller andre praktiske og kreative opgaver – optjener du mulighed for at udstille. Vi har mange opgaver, så du kan relativt hurtigt optjene de nødvendige timer.

Fordele:

  • Gruppeudstillinger: Du har mulighed for at deltage i gruppeudstillinger året rundt, hvor du ofte udstiller samme med mere etablerede navne.
  • Eksperimentelle Periode: Rookies inviteres til at deltage i galleriets årlige eksperimentelle periode i januar, hvor nytænkende udstillingsformer og koncepter afprøves.
  • Pop-ups og Events: Du kan arrangere gruppe-pop-ups og events på galleriet og tage del i galleriets mange øvrige aktiviteter.
  • Mentorship & Portfolio Review: Vi tilbyder workshops hver måned med fokus på foto- og filmkunst samt projekt- og konceptudvikling. Du kan også booke portfolio reviews, hvor du får gode råd og en meningsfyldt snak med mere erfarne fotografer og kunstnere.
  • Behold din indtjening: Du beholder 100 % af omsætningen fra salg af din kunst. Du aftaler evt. salgsaftaler direkte med kunden.
  • Fototryk til rabatpris: Alle partnere på galleriet har mulighed for at få kvalitetstryk og adgang til mørkekammer til rabatpris igennem galleriet.
  • Workshops: Du kan afholde workshops på galleriet i emner relateret til foto-, film- og lydkunst. Dit billetsalg boostes gennem galleriets sociale medier. Du beholder selv din indtjening men betaler alle udgifter i forbindelse med dine workshops og betaler desuden 10% af overskuddet til galleriet. Det kræver CVR og normalt også erhvervsforsikring at afholde workshops på galleriet.
  • Fællesskab og samarbejde: Bliv en del af et inspirerende netværk af kunstnere og kreative. Der afholdes social evenings næsten hver uge.

Forpligtelser:

  • Frivilligt arbejde: Det kræver frivilligt arbejde på galleriet for at kunne udstille. Det frivillige arbejde er typisk bemanding af galleriet men kan også være andre praktiske, organisatoriske eller kreative opgaver. Vi tilbyder masser af muligheder for frivilligt arbejde, så du hurtigt kan komme til at udstille. Det kræver 30 timers frivilligt arbejde at være med i en 2-ugers gruppeudstilling, det kræver 15 timers at være med i en 1-uge gruppeudstilling, 10 timer at være med i en 1-3 dage lang pop-up og blot 3 timers frivilligt arbejde at bidrage til en gruppeinstallation.
  • Bemanding af dine egne aktiviteter: Du sørger selv for bemanding af egne aktiviteter på galleriet. Du optjener ikke timer ved at bemande eller på anden måde organisere egne aktiviteter. Dog kan du få tilskrevet timer ved at bemande gruppeudstillinger, hvor også helpartnere eller eksterne kunstnere deltage. Dette aftales løbende.
  • Medlemsgebyr: Dit bidrag er 200 kr pr måned. Hvis du har CVR, er dit bidrag fuldt fradragsberettiget. Der er ingen opsigelsesperiode, men der opkræves 200 kr i nøgledepositum, som returneres, når man afleverer sine nøgler til galleriet.

 

 

FAQ

De spørgsmål vi oftest får fra ansøgere

 

Hvorfor skal man have et CVR-nummer for at afholde workshops?

Afholdelse af workshops i galleriet betragtes som erhvervsaktivitet. Derfor kræver det, at du har et CVR-nummer samt en relevant erhvervsforsikring. Det sikrer tydelig ansvarsfordeling, korrekt forsikringsdækning, og at alle workshops lever op til gældende sikkerhedskrav og gennemføres professionelt.

Hvor langt frem planlægges kalenderen?

Vi planlægger cirka ét kalenderår frem.

Kalenderen tilrettelægges for at:

  • Imødekomme partneres ønsker til udstillingsperioder
  • Afsætte tid til udvekslingsprogrammer med andre gallerier
  • Indarbejde workshopformater, der inkluderer udstillingsperioder

Vores langsigtede planlægning gør det muligt at afveje galleriets strategiske behov med individuelle ønsker.

Dog sørger vi altid for, at der er plads til mere spontane aktiviteter herunder pop-ups og events. Det er vigtigt for vores muligheder for at eksperimentere, at der også er kalenderfleksibilitet.

Omfatter det månedlige bidrag til galleriet produktionsomkostninger til udstillinger?

Dit månedlige galleri­bidrag dækker ikke produktionsomkostninger i forbindelse med din udstilling. Galleriet støtter dog gerne dine ansøgninger om kunststøtte og anden finansiering. Du får også rabat på print og andre services gennem vores leverandører. Vi tilbyder også adgang til vores fælles teknologibank.

Hvilke opgaver har man typisk som rookiepartner?

Rookiepartnere er med til at drive galleriet i det daglige. Opgaverne kan blandt andet omfatte:

  • Bemanding i åbningstiden
  • Hjælp ved opsætning af udstillinger og afvikling af events
  • Støtte til organisatoriske opgaver (fx research af tilskudsmuligheder, outreach og networking)
  • Content til sociale medier
  • Vedligeholdelse og organisering af vores lokaler
  • Koordinering af bemanding mv

Rookies spiller en aktiv rolle i at få galleriets hverdag til at hænge sammen.

Hvor mange timer om ugen skal jeg som rookiepartner arbejde frivilligt i galleriet for at kunne udstille ?

Der er ingen fast tidsramme.

For at deltage i udstillingsaktiviteter skal rookiepartnere bidrage med frivillige timer. Hvor hurtigt du optjener timerne, er op til dig.

Hvor ofte mødes galleriets partnere?

Vi afholder Social Evenings cirka et par gange om måneden. Disse er uformelle arrangementer, hvor partnere mødes både med hinanden og med gæster i galleriet.

Derudover afholder vi planlægningsmøder efter behov:

  • Helpartnere mødes 4 gange om året for at diskutere langsigtede projekter, koordinering og strategi
  • Rookiepartnere mødes med koordinatoren for at planlægge deres deltagelse i gruppeudstillinger
  • Der afholdes mentorshipmøder med både individuelle partnere og grupper
  • Arbejdsgrupper mødes om specifikke projekter
  • Der er løbende fernisering, workshops og andre arrangementer

Deltagelse er altid frivilligt, og mødedeltagelse kan også ske online.

Vi kommunikerer løbende via WhatsApp.

 

Det med småt

Depositum:

Når man bliver helpartner i galleriet, opkræves først måneds leje samt depositum. Når denne er betalt, udleveres nøgler til dit nye galleri.

Helpartnere betaler 3 måneders depositum ved indmelding og har 3 måneders opsigelse. Dog kan de opsiges med 3 måneders varsel i tilfældet af, at galleriet lukker, da galleriet har 3 måneders opsigelse jf. lejekontrakten.

Rookiepartnere betaler kun nøgledepositum og har derfor ikke en opsigelsesperiode. Der kan dog ikke gives rabat for den resterende del af måneden, hvis en rookiepartner ønsker at forlade galleriet efter den 1. i måneden.

All partnere betaler 200 kr. i nøgledepositum.

Månedsbidrag:

Dine bidrag til galleriet faktureres hver måned og skal betales inden 8 dage.

Det er dit eget ansvar at udnytte dine muligheder på galleriet. Der gives ikke rabat, hvis man ikke får udnyttet sine muligheder.

Skift af partnerprogram:

Partnere kan skifte mellem vores partnerprogrammer med 3 måneders varsel.

Udstillingsperioder:

Helpartnere har valget mellem enten 1 x 3-ugers udstillingsperiode eller 2 x 2-ugers udstillingsperioder. Dertil kommer deltagelse i galleriets Copenhagen Photo Festival periode og Experimental Period.

Rookiepartnere deltager i gruppeudstillinger enten i hele udstillingsperioden eller som pop-up i perioden efter aftale.

En kalenderperiode for en udstilling inkluderer opsætning og nedtagning. Normalt overtager man galleriet på en søndag efter efter lukketid og åbner sin udstilling i løbet af følgende uge på en dag efter eget valg.

Printudgifter:

Du dækker selv alle produktionsudgifter i forbindelse med din udstilling, herunder print. Alle partnere nyder dog godt af rabatter til kvalitetstryk hos vores leverandører. Vi hjælper også gerne med kunstfondsansøgning, så du kan få tilskud til dine udgifter.

Gratis adgang:

Man må ikke opkræve deltagerbetaling fra andre kunstnere eller gallerier for at være med i kuraterede udstillinger med mindre dette er aftalt med galleriet.

Der er altid gratis adgang til alle udstillinger på galleriet. Man  er dog velkommen til at arrangere events på galleriet, der kræver deltagerbetaling (så som kurser og workshops). 10% af overskud fra deltagerbetaling tilfalder galleriet.

Orlov: 

Rookies kan tage orlov for galleriet i en længere periode efter aftale. Nøgledepositum kan også tilbagebetales under orlov mod aflevering af nøglerne. Dog mister man evt. opsparede voluntørtimer, når man tager orlov.

Helpartnere kan godt tage orlov fra kalenderen, så de ikke udstiller. De kan dog ikke tage økonomisk orlov og skal fortsat betale de faste månedlige bidrag.

Diverse:

Bemærk, at når man ikke længere er partner, så kan man ikke deltage i udstillinger på galleriet, uden at dette cleares med galleriets koordinator.